Forside » Nyheder » Inger Støjberg besøgte flygtning nr. 500 i IGU

Inger Støjberg besøgte flygtning nr. 500 i IGU

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg var på virksomhedsbesøg i Esbjerg, hvor hun blandt andet besøgte børnehaven Galaksen.

Boernehave-712x400.png

I Galaksen arbejder Rama Karnibo som pædagogmedhjælper. Rama er 28 år og kommer fra Syrien, hvor hun læste til pædagog – og hun er flygtning nr. 500, der er startet i Integrationsgrunduddannelse (IGU). Siden årsskiftet er der sket en firdobling i antallet af IGU-stillinger, og flere flygtninge har dermed fået foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

”Det glæder mig at se, at Rama er kommet i praktik, og at hun arbejder med noget, hvor hun kan bruge sin uddannelse fra Syrien. Vi har fået mange flygtninge til Danmark, som har haft svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, men det går i den rigtige retning. Vi har nu rundet 500 flygtninge i IGU-forløb og nærmer os hastigt 600. Det vil jeg gerne være med til at fejre, men det afgørende for mig er stadig, at IGU’en bliver brugt som en trædesten til almindeligt arbejde, så flygtningene på længere sigt kan forsørge sig selv.”

Foruden Galaksen besøgte Inger Støjberg stålvirksomheden Steelcon, der har haft to flygtninge ansat i IGU-forløb siden november. Besøgene er en del af den virksomhedsturné, som Inger Støjberg gennemfører henover foråret og sommeren i fællesskab med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Erfaringer fra de enkelte besøg skal bruges til at evaluering, så ministrene i fællesskab kan komme udfordringerne til livs og gøre det nemmere for virksomhederne at ansætte flygtninge.

Sidst opdateret 14/06 2017