Forside » Nyheder » Ekstra penge afsat til at få flygtninge hurtigt ud på virksomhederne

Ekstra penge afsat til at få flygtninge hurtigt ud på virksomhederne

Indsatsen for at få flygtninge hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet styrkes nu yderligere med 30 millioner kroner, som skal gøre kommunernes indsats mere effektiv.

Målet er at bane vejen til job for flygtninge ved at styrke samarbejdet med virksomhederne og sikre et bedre match mellem den enkelte flygtning og efterspørgslen på det lokale arbejdsmarked.

Vejen til bedre integration går gennem arbejdsmarkedet. Det er også en af hjørnestenene i regeringens to- og trepartsforhandlinger, men allerede nu styrkes indsatsen for at målrette forløb, så den enkelte flygtnings kompetencer matches med, hvad der findes af arbejdspladser og ressourcer i de enkelte kommuner.

Der afsættes nemlig 30 mio. kroner over de næste tre år via satspuljeaftalen for 2016 til at forbedre kommunernes beskæftigelsesindsats rettet mod flygtninge. Pengene skal bruges til, at kommunerne fokuserer på indsatser, som virker. Det vil sige, at kommunerne i højere grad skal samarbejde med det lokale erhvervsliv for at skabe sammenhængende beskæftigelsesforløb ude på virksomhederne frem for i kursuslokaler.

Læs hele nyheden hos Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Sidst opdateret 21/12 2016