Forside » Nyheder » ”Sammen om Integration” inviterer til partnerskabskonference

”Sammen om Integration” inviterer til partnerskabskonference

For at markere partnerskabsvirksomhedernes store og vigtige indsats i integrationsindsatsen, inviteres virksomhederne til konference fredag d. 27. oktober.

Siden 2015 har næsten 200 virksomheder taget del i virksomhedspartnerskabet ”Sammen om Integration”, og der kommer hele tiden nye virksomheder til.  Alle bidrager de til at styrke integrationsindsatsen i Danmark ved at gå foran for at få flygtninge i arbejde.

Og den virksomhedsrettede indsats har virket.

I andet kvartal 2017 var 24,4 pct. af flygtninge i alderen 16-64 år, der er kommet til Danmark indenfor de sidste fem år, i lønmodtager job.  En andel, der er steget med hele 15,0 procentpoint siden tredje kvartal 2015. Særligt mændenes andel er steget. I andet kvartal 2017 var mændenes andel helt oppe på 33,8 pct.

Virksomhederne i partnerskabet har med deres åbenhed og gode eksempler bidraget til denne udvikling. 

Konferencen skydes i gang af Beskæftigelsesministeren og Udlændinge – og Integrationsministeren. Herefter følger en paneldebat mellem en række partnerskabsvirksom med fokus på deres konkrete erfaringer med flygtninge på arbejdspladsen.  

Dagen afrundes med et oplæg af antropolog og forfatter Dennis Nørmark om hvordan virksomheder kan forberede og tackle kulturmødet på arbejdspladsen. 

Se programmet her

Bliv en del af ”Sammen om Integration”

Alle virksomheder kan deltage i partnerskabet. Hvis din virksomhed ønsker at blive en del af ”Sammen om Integration”, eller hvis du vil høre mere om, hvordan en integrationsaftale kan være relevant for netop din virksomhed, så kontakt Jobservice Danmark på tlf. 72 200 350 eller på mail jobservicedanmark@star.dk. Alle nye partnerskabsvirksomheder vil naturligvis modtage en invitation til partnerskabskonferencen. 

Direktør i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Morten Binder, og direktør for Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Kasper Kyed, byder velkommen til Sammen om integrations partnerskabskonference.

Sidst opdateret 11/09 2017