Forside » Hvad gør andre? » IGU-cases » ISS: Integration gennem uddannelse er vejen frem

ISS: Integration gennem uddannelse er vejen frem

ISS Facility Services A/S har indgået et samarbejde med 3F om integrationsgrunduddannelsen (IGU). Uddannelsen skal sikre, at flygtninge og familiesammenførte flygtninge får bedre adgang til arbejdsmarkedet.

ISS-IGUI midten af marts startede 12 flygtninge som IGU-elever i rengøringsservice hos ISS i Kalundborg. Dette var første hold, og flere IGU-hold er planlagt til at skulle starte i løbet af 2017.

”De offentligt-private partnerskaber kan være med til at skabe hurtigere og bedre integration af flygtninge i Danmark. Partnerskabet mellem ISS og Jobcenter Kalundborg har været en væsentlig faktor og har gjort det muligt at samle et IGU-hold på 12 flygtninge,” siger Rya Terney, regionschef i ISS, CSR og Jobudvikling.

Integrationsgrunduddannelsen varer to år og består af 84 ugers praktik med rengøringsservice i virksomheden og 20 ugers skoleundervisning. Forløbet hos ISS er sammensat, så der er lagt særlig vægt på sprogundervisning og på at finde nogle kurser, som giver et kompetenceløft, der kan bruges i det fremtidige arbejdsliv i servicebranchen.

Viser uddannelsen sig at blive en succes, vil den blive udvidet til også at omfatte fx catering-området og ejendomsservice.

Varig ansættelse er målet

Ramzam Ali Bin Quramiah er flygtning fra Myanmar og har været i Danmark i fire år. Han er en af deltagerne på det nye IGU-hold. ”Jeg vil gerne have et job. Jeg elsker at arbejde og vil gerne tjene penge,” siger den 28-årige, som bor i Kalundborg.

ISS håber på, at en stor del af IGUeleverne kan blive fastansat, når det toårige IGU-forløb er afsluttet. Det vil være en fordel for den enkelte, men også for ISS. Flygtningene udgør som hovedregel en topmotiveret arbejdskraft og gør arbejdspladsen mere mangfoldig.

”Som en stor virksomhed i Danmark har vi en forpligtelse til at hjælpe og tage et socialt ansvar. Hos os er det ligegyldigt, om du kommer fra Syrien eller Søborg. Hvis du har den rigtige indstilling, så kan du gøre en forskel for os og vores kunder", siger Rya Terney.

Kom godt i gang med et IGU-forløb

Hvis din virksomhed ønsker at få en flygtning i et IGU-forløb, kræver det tre ting af jer:

  • I som virksomhed skal i kontakt med en enkelt eller en gruppe af flygtninge. Det kan jobcenteret hjælpe med.
  • Der skal lægges en uddannelsesplan for de obligatoriske 20 uger med undervisning i IGU-forløbet. I bestemmer selv, hvordan planen skal se ud – men tag evt. fat i jeres brancheforening for at få inspiration og hjælp til udformningen.
  • Der skal udarbejdes en toårig ansættelseskontrakt til flygtningen.

Et godt råd fra ISS

Guiden ’10 enkle skridt til at ansætte en flygtning’ giver en skridt-for-skridt-vejledning om, hvordan et IGU-forløb fungerer i opstarten, undervejs og til slut. - Find guiden på DI.dk

Hent denne case i en printvenlig version (pdf)

Sidst opdateret 24/07 2017