Forside » Hvad gør andre? » Historier fra hele landet » Viebke og West: Rødovre: En palet fuld af potentielle medarbejdere

Viebke og West: Rødovre: En palet fuld af potentielle medarbejdere

Der er mangel på arbejdskraft i malerbranchen. For Viebke og West, der har en voksende ordrebog, er ordningen med virksomhedspraktik for flygtninge et godt afsæt til at skaffe sig nye, dygtige kolleger.

Viebke-og-West-715x300.png

Sproget er stadig lidt ujævnt, men malerstrøgene glider let og med erfaren præcision. Mohammed kan sit håndværk. I Aleppo i Syrien havde han eget malerfirma med 20 ansatte, men krigen splittede firmaet og tvang ham på flugt gennem Europa. Rejsen sluttede i Rødovre, hvor han efter få dage begyndte i virksomhedspraktik hos malerfirmaet Viebke og West. Praktikforløbet varede dog kun en måneds tid, hvorefter Mohammed og firmaet blev enige om at konvertere praktikken til en lønnet stilling.

– Han var jo lige så god til at male som os andre, og han tjener sin løn ind, så det var kun rimeligt, siger Mattias Gudmundsson, der er økonomiansvarlig i firmaet.

Bedst med fuld tid

Viebke og West har udover Mohammed haft en god håndfuld i virksomhedsforløb, og det har givet erfaringer i forhold til, hvilken model der fungerer bedst for firmaet.

– Vi har gjort os den læring, at det ikke holder med to-tre dage om ugen. For at komme godt ind i arbejdsrutinen og udvikle sig som håndværker, skal man helst være her hele ugen, siger Mattias Gudmundsson, der for eksempel i Mohammeds tilfælde fik en aftale med jobcentret om, at han arbejdede på fuld tid og tog på sprogskole om aftenen.

Sprog er en barriere – men ikke en dealbreaker

Skal Mattias Gudmundsson nævne en udfordring ved forløbene, er det sprogbarrieren.

– Med Mohammed, som kan sit kram, gør sproget ikke så meget. Problemet er, hvis vi står med nogen, der skal lære noget og kun kan lære med tegn og gæt. Det er folk ikke altid så gode til at spille… Så ja, det er en barriere, men ikke en dealbreaker som sådan, for de lærer stille og roligt de mest gængse ord inden for faget, siger han.

Mattias Gudmundsson er i dialog med teknisk skole om muligheden for at få en lærling, som er andengenerationsindvandrer og flydende på arabisk og dansk.

– Tanken er at have et sjak med Mohammed, en lærling og så en tredje, som er flygtning og praktikant. Sådan at lærlingen står i lære hos Mohammed, mens han kam hjælpe Mohammed med at blive bedre til dansk, og de begge kan understøtte flygtningen i de konkrete maleropgaver og hans sproglige udvikling.

Regnestykket skal gå op

Mattias Gudmundsson ser positivt på, at der er kommet mere fokus på at få flygtninge hurtigt i gang med at arbejde.

– I forhold til at sidde på sprogskole med andre udlændinge, tror jeg klart, de lærer mere ved at komme på en arbejdsplads og arbejde sammen med danskere. Integrationsmæssigt giver det bare god mening, siger han.

Mattias Gudmundsson lægger ikke skjul på, at han samtidig ser det som en mulighed for at se potentielle nye medarbejdere an. Og at det skal betale sig for virksomheden at tage flygtninge ind.

– Det kan lyde kynisk, men i en mindre virksomhed kan det ikke løbe rundt, hvis der er ’dødvægt’ – forstået på den måde, at alle skal kunne tjene deres løn ind. Ideen i vores system er, vi først tager en praktikant ind, der koster os 0 kr. – og så er det jo svært ikke at tjene sin egen løn ind. Efter en måneds tid, når han har fået bedre fat i det, kan det overgå til for eksempel løntilskud, så der stadig er plads til oplæring. Er det stadig et godt og lønsomt match efter et halvt år, fastansætter vi gerne.

Et aktiv for virksomheden

Viebke og West forventer fremadrettet at ansætte flere flygtninge efter samme model – og gerne så de har fire-fem mand i praktik ad gangen. En virksomhedskonsulent fra Rødovre Kommune har hjulpet med at finde egnede kandidater. Derudover formidler Integrationsnet, som er en del af Dansk Flygtningehjælp, også kontakten, når de har nogle, der enten er eller gerne vil være malere.

– Der er mangel på arbejdskraft i malerbranchen. Så hvis der kommer nogle dygtige malere eller talenter, hilser jeg det meget velkomment, siger Mattias Gudmundsson.

Han anbefaler andre i branchen at gøre det samme.

– Jeg synes, det har været rigtig godt og vil klart anbefale det som en mulighed for at få nogle nye medarbejdere. Det kan være et kæmpe aktiv for virksomheden. Man skal bare lige forberede sig på, at det koster lidt tid. Ikke i papirarbejde – for det ordner kommunen, sådan at man bare skal indsætte nøgletal. Men man skal selvfølgelig være villig til at give sine praktikanter noget ekstra opmærksomhed og feedback. Til gengæld kan du få nogle glade og loyale medarbejdere, som du selv har lært op.

Fakta

Viebke & West Malerfirma A/S

  • Bygge og anlæg - malerfirma
  • Etableret i 1944
  • Ligger i Rødovre
  • Ca. 50 ansatte

Hent denne case i printvenlig version (pdf)

Sidst opdateret 06/01 2017
Navigation