Forside » Hvad gør andre? » Historier fra hele landet » Scandlines: Det er vigtigt, at alle kender formålet

Scandlines: Det er vigtigt, at alle kender formålet

Med en velinformeret medarbejderstab og de fornødne ressourcer afsat til at tage hånd om flygtningene er kursen for det gode virksomhedsforløb lagt hos rederiet Scandlines.

Scandlines-715x300.png

I Scandlines’ centralkøkken på havnen i Rødby er Daniel i gang med at pakke dagens bestilling af madvarer. Kollegerne hjælper Daniel med at læse bestillingsmailen fra færgen op og forklare, hvor han kan finde varerne. Det danske sprog kan nemlig udfordre, når man har levet sine første 40 år i Eritrea og kun et enkelt år haft adresse i Danmark.

Daniel er en af de seks flygtninge, som har været i praktik hos Scandlines siden januar 2016. Her er de placeret i forskellige afdelinger inden for rederiets landfunktioner, hvor de hjælper til med blandt andet anretning og servering i køkken og kantine, med småreparationer og postomdeling hos viceværten, diverse opgaver på Retail lager, og med at uddele flyers til passagererne.

Daniel havde tidligere følgeskab af en anden flygtning i køkkenet. Men det var ikke hensigtsmæssigt i forhold til den sproglige og sociale træning, som også er en del af formålet med praktikforløbene.

– Vi har draget den erfaring, at der kun må være én ad gangen i hver afdeling. I det øjeblik der er to, så snakker de på deres eget sprog. Men er de kun én, bliver de indirekte tvunget til at tale engelsk med den person, de følger. Eller endnu bedre – dansk. De er heller ikke så åbne og udadvendte, hvis de går tæt sammen med en fra egen nationalitet, siger Søren Hasemann, der er personalechef i Scandlines.

Det kræver ressourcer – men giver mening

Ledelsen udpegede i hver afdeling nogle personer til at være fast kontakt for flygtningene. Kolleger, de nye kunne komme til, og som sørgede for, at de fik den nødvendige information om alt fra sikkerhedssystemet til, hvad der er på menuen i kantinen.

– Man skal være forberedt på, at det ikke kun er arbejdsrelaterede spørgsmål, flygtningene har behov for hjælp til. Det kan være en bred vifte af emner. Hvordan læser man en busplan? Hvordan aftaler man lægebesøg? Den slags. Men det tog vi egentlig som en sjov udfordring – og det giver jo mening i forhold til at hjælpe dem godt på vej med at blive integreret i det danske samfund, fortæller Søren Hasemann.

Personalechefen understreger, at det kræver nogle ressourcer at have flygtninge i praktik. Scandlines har derfor valgt at holde pause med virksomhedsforløbene i den travle højsæson henover sommeren.

– Vi vil hellere have få flygtninge ad gangen, som der er tid til at tage sig af, end mange, som overlades til sig selv. Fem-seks stykker ad gangen er realistisk i forhold til de funktioner, vi har her på landsiden, siger Søren Hasemann.

Informér godt på forhånd

Et andet godt råd, Søren Hasemann gerne vil give videre, er at informere virksomhedens medarbejdere grundigt på forhånd.

– Vi var opmærksomme på risikoen for, at nogle medarbejdere kunne opfatte det som at 'nu kommer der nogle flygtninge og tager vores arbejde'. Det er en informationsopgave, vi har pligt til at udføre ordentligt. Både medarbejdere og tillidsfolk skulle gøres interesserede i at få forståelsen af, at det ikke er et spørgsmål om, at nogen tager deres arbejde, men at formålet er at få flygtningene integreret og lære, hvad det vil
sige at være på en dansk arbejdsplads, siger Søren Hasemann og fortsætter:

– Det er lykkedes tilfredsstillende. Inden vi indgik i projektet, var der få ytringer, men god dialog i samarbejdsudvalget, et orienteringsmøde og skriftlig information tog brodden af kritikken, og flygtningene er blevet taget rigtig godt imod.

Fakta

Scandlines Danmark ApS

  • Branche: Transport
  • Det dansk-tyske rederi blev grundlagt i 1998
  • Der er ca. 150 ansatte i landfunktioner ved færgefarten Rødby-Puttgarden
  • Indgår i virksomhedssamarbejdet 'Sammen om integration'

Hent denne case i printvenlig version (pdf)

Sidst opdateret 16/03 2017
Navigation