Forside » Hvad gør andre? » Historier fra hele landet » IKEA Gentofte: "Hvordan staver man til persienner?"

IKEA Gentofte: "Hvordan staver man til persienner?"

En god aftale med jobcenteret efterlader et minimum af administration, så IKEA kan fokusere på at uddanne og integrere de ni flygtninge, der er en del af hverdagen på lageret, i køkkenet og i salgsafdelingen i Gentofte.

IKEA-715x300.png

Ord bliver til fagter, når deltagerne i integrationsprojektet i IKEA Gentofte skal spørge de danske kolleger på lageret efter ’grebsfrie køkkenfronter’, ’elevationssenge’ og ’persienner’. Siden januar 2016 har i alt 15 flygtninge været i praktikforløb i IKEA Gentofte, hvor både danskundervisning og praktik foregår direkte på arbejdspladsen. Og det batter dag for dag. Ord for ord. Og så giver det mange fælles grin, når de danske kolleger forsøger at forklare ord som sengehest eller hvidevarer med fagter og mimik.

Rekruttering giver respekt

For at deltage i integrationsprojektet i IKEA skulle man på forhånd kunne lidt dansk. Jobcenteret i Gentofte rekrutterede en gruppe af relevante flygtninge, som kunne melde sig til projektet og derefter blev kaldt til en samtale hos IKEA. De egnede blev tilbudt praktikforløb på to gange 13 uger. HR-manageri IKEA Gentofte, Judith Passer, har været med til at udvikle netop denne model for integration sammen med jobcenteret.

Og hun mærker, at rekrutteringsprocessen er værdifuld og giver respekt hos flygtningene selv og alle omkring projektet.

– Deltagerne har været utrolig dedikerede. Det har skabt gode muligheder for at hjælpe dem godt videre. Flere deltagere er allerede ansat eller lige på vippen til at blive ansat i IKEA eller andre steder. Det har skabt muligheder for nye praktikanter på holdet, der i dag består af ni praktikanter. Det er så berigende at se glæden hos vores praktikanter ved at være med, se dem udvikle sig og høre, hvor stolte de er over at kunne forsørge deres familier, fortæller Judith Passer.

Stolthed i hele organisationen

De ni flygtninge, der pt. deltager i projektet, er matchet med de afdelinger, som passer til deres danskkundskaber og gemyt. Deltagerne arbejder på lageret, i legelandet, ved kasselinjen og i informationen. Med støtte fra kommunen har hver deltager en mentor på arbejdspladsen: En kollega, som afsætter et par timer om ugen til at hjælpe praktikanten med alt fra busplaner og arbejdskultur til at forklare fastelavnstraditioner.

-Projektet giver glæde og stolthed for de nuværende medarbejdere. Social ansvarlighed har jo altid været en stor del af IKEAs DNA. Med det her projekt mærker vi det på en helt anden og ny måde, fortæller Judith Passer, der fra de ansatte har oplevet en stor interesse for at støtte op om projektet og hjælpe de flygtninge, der er i deres afdeling.

Stor iver for at komme i job

I IKEA Gentofte oplever Judith Passer og teamet omkring projektet stor iver for at komme i gang med at arbejde ’rigtigt’, men det kræver en særlig balance at finde det rette tidspunkt for, hvornår deltagerne er klar til at varetage en ordinær ansættelse.

– Vi kan hurtigt mærke en stor lyst fra flygtningene for at komme i arbejde. Vi skal, som arbejdsgivere og projektledere, afgøre, hvornår den enkelte er modnet med hensyn til sprog og arbejdskultur, siger Judith Passer, der understreger, at der er andre forventninger til en praktikant end til én, som er ordinært ansat.

-Det er vigtigt, at vi påtager os det ansvar, så vedkommende ikke begynder for tidligt og knækker halsen på det. På den anden side skal de ikke blive i praktikken for længe, så de står i stampe, siger Judith Passer.

Sammen om integration gælder også for arbejdsgiveren

IKEA og jobcenteret i Gentofte har etableret et solidt samarbejde, hvor jobcenteret påtager sig at give en grundig indføring i forskellen på praktik og job, så opstarten i praktikken bliver så nem som mulig. Og det er en afgørende faktor for succes, mener Judith Passer:

– Vi aftalte hurtigt med jobcenteret, at de udfylder papirer for os, så projektet medfører et minimum af administration for os, og vi kan fokusere på den gode integration. Det er så tydeligt at mærke, at alle har samme mål i det her projekt. Jobcenteret, vi og deltagerne selv vil gerne gøre alt for, at de bliver klar til at varetage et arbejde, siger Judith Passer, der anbefaler andre, mindre virksomheder at få lavet gode aftaler med jobcenteret fra begyndelsen. Eller undersøge muligheden for at gå sammen med andre mindre virksomheder i en klynge, som jobcenteret kan hjælpe samlet.

Modellen er allerede udbredt til alle afdelinger i IKEA, hvor de er ved at begynde samarbejdet med jobcentrene.

– Initiativet fortsætter så længe, der er behov for det. Vi har kun gode erfaringer. Jeg ansætter i forvejen mellem 50 og 100 hvert år, så vi har stort behov for god arbejdskraft. Og der er i dén grad plads til, at et par stykker af dem er flygtninge. At vi selv kan lære dem op i integrationsprojektet her, er jo bare ren win-win, understreger Judith Passer.

Fakta

IKEA Gentofte

  • 450 ansatte
  • IKEA Gentofte åbnede i 1995
  • IKEA Gentoftes afdeling er 18.000 m2stor
  • 450 ansatte

Hent denne case i printvenlig version (pdf)

Sidst opdateret 20/12 2016
Navigation