Forside » Hvad gør andre? » Historier fra hele landet » Hindsgavl Slot: "Tjener - et stykke vellykket integration, tak!"

Hindsgavl Slot: "Tjener - et stykke vellykket integration, tak!"

Med udgangspunkt i et etableret uddannelseskoncept har direktøren på Hindsgavl Slot taget initiativ til at få flygtninge i arbejde i hotel- og restaurationsbranchen.

Hindsgavl-Slot-715x300.png

Med mere end 250 ledige kokkestillinger sukker den danske hotel- og restaurationsbranche efter faglært arbejdskraft. Også selskabstjenere er i høj kurs, og det har fået Uffe Høeg Johansen, der er direktør på Hindsgavl Slot ved Middelfart, til at tænke kreativt til fordel for både branchen og de mange flygtninge, der kommer til landet.

– Vi har haft succes med at få blandt andet unge danskere uden tilknytning til arbejdsmarkedet ind i et forløb, hvor de først får en introduktion til vores branche hos Hansenberg Hotel- og Restaurationsskole og dernæst kommer i virksomhedspraktik. Det er samme opskrift, vi bruger over for flygtninge, fortæller Uffe Høeg Johansen.

– Målet er det samme for danske unge som for flygtninge: at gøre dem arbejdsparate til et job i servicesektoren og på sigt at få dem i gang med en selskabstjeneruddannelse, tilføjer han.

En gut fra Afrika og en pige fra Syrien

Sammen med ni andre hoteller og konferencesteder i trekantsområdet har Uffe Høeg Johansen etableret et integrationssamarbejde med jobcenteret i Middelfart. I foråret 2016 begyndte det første hold flygtninge introduktionsforløbet på Hansenberg, og i maj måned kunne de omsætte den tørre teori fra skolebænken til saftige erfaringer ude i virksomhederne.

– Vi har en flygtning fra Eritrea hos os på Hindsgavl Slot nu, og det går rigtig fint. Vi bruger sidemandsoplæring, fordi det er vigtigt at personificere oplæringsprocessen. Vi vil møde folk der, hvor de er både fagligt og sprogligt, og det er vores tilgang over for alle vores medarbejdere. Men der er særlig lang vej for en gut fra Afrika så som vores flygtning Goitum fra Eritrea. Hans eneste erhvervserfaring er fra en tomatfabrik i hjemlandet, og som nu skal til at lære et nyt sprog og tilpasse sig. Det kommer til at tage noget tid. Men jeg tror på, det kan lade sig gøre, siger Uffe Høeg Johansen og fortæller om et eksempel, der styrker ham i troen:

– Vi har netop ansat en syrisk pige, Maskin, der har været i Danmark i nogle år. Hun har tidligere været i praktik hos os, og er nu blevet fastansat som en del af vores morgenhold, tilføjer Uffe Høeg Johansen.

Sproget bestemmer arbejdet

Præcis hvor på Hindsgavl Slot – der tæller både hotel, konferencefaciliteter og restaurant – Goitum og andre flygtninge kommer til at arbejde, bliver i første omgang afstemt efter deres sproglige niveau.

– Hvis de ikke kan dansk endnu, kan de hjælpe med at afrydde selskabslokaler. Herefter giver vi dem større udfordringer, der stiller flere krav til deres mundtlige dansk, forklarer Uffe Høeg Johansen.

De praktisk begavede

I en branche, hvor morgenmad, mødelokaler og mikrofonlyd skal gå op i en højere enhed – ofte i samme sekund – er der konstant krav om en høj leveringshastighed. Men i stedet for at se det som roden til tidspres, bruger Uffe Høeg Johansen tempoet til at skærpe de ansattes opmærksomhed med. For det er noget, man kan forholde sig til, uanset sprogligt niveau.

– Hvis man koncentrerer sig om at dække et bord, kan man ved selvsyn se, at det ser pænt ud. Hvis man derimod dækker et bord med hovedet under armen, bliver det derefter. Vi arbejder med dem, der er praktisk begavede, som Niels Hausgaard siger det, for det er nødvendigt i vores branche, understreger Uffe Høeg Johansen.

Første sætning: ”Lige et øjeblik”

Ved siden af praktikforløbet i virksomhederne modtager flygtningene sprogundervisning, men allerede under introduktionsforløbet på Hansenberg har de stiftet bekendtskab med De gyldne 100 ord.

– Det er fagudtryk, som er vigtige at kende til i branchen – for eksempel tallerken, kop, vand, øl, salt og peber. Vi er i en branche, hvor man faktisk kan klare sig med et lille ordforråd. Men det første, vi lærer flygtningene at sige, er ”Lige et oslash;jeblik”.

Alle gæster på hoteller og restauranter kan leve med at få den besked. De kan ikke leve med én, der er ligeglad og ikke svarer, fortæller Uffe Høeg Johansen.

Firas kan, hvis han fortsætter med sit gode arbejde, se frem til at blive ansat i løntilskud i Stoko Plast, tilføjer Morten Wulff Larsen.

Win-win for alle parter

Nøglen til vellykket integration er samarbejde mellem alle de involverede parter – flygtninge, virksomheder, jobcenter og samfundet som helhed, mener Uffe Høeg Johansen.

– Hvis vi sammen kan løfte opgaven og på sigt tage endnu flere flygtninge ind i branchen, så er det en succes. Men det skal give mening for alle parter. Jeg synes, det er sjovt at arbejde med noget, hvor tingene passer sammen. Her hjælper vi med at integrere flygtninge. De lærer dansk og arbejder, og i branchen får vi den arbejdskraft, vi mangler, siger Uffe Høeg Johansen.

Fakta

Hindsgavl Slot

  • Hotel- og konferencecenter ved Middelfart
  • Slottets historie dateres tilbage til 1200-tallet
  • Siden 2003 ejet af Realdania Byg
  • 160 ansatte

Hent denne case i printvenlig version (pdf)

Sidst opdateret 20/12 2016
Navigation