Forside » Hvad gør andre? » Historier fra hele landet » Guldbageren: Opskriften på vellykket integration

Guldbageren: Opskriften på vellykket integration

Guldbageren i Vester Nebel har haft flere flygtninge i virksomhedsforløb. En god portion åbenhed og positiv indstilling – tilsat et gran humor – er blandt ingredienserne i de succesfulde forløb.

Guldbageren-715x300.png

I Guldbagerens afdelinger i Vester Nebel og Bramdrupdam er det ikke uvant at høre danske ord udtalt med accent eller opleve kommunikationen henover æltebordet foregå via fagter. Virksomheden nord for Kolding har de seneste år haft ansatte fra så forskellige lande som Afghanistan, Iran, Grønland og Canada. Nogle har selv henvendt sig, mens andre har fundet vej til en ansættelse via henvisninger fra kommunen.

Flair for kager

Iranske Leyla er en af de flygtninge, som senest har været i virksomhedspraktik i bageriet. Forløbet strakte sig over tre måneder, hvor hun tre dage om ugen gik på sprogskole, mens hun de to øvrige dage skiftede skolebænken ud med en plads blandt bagermester, bagersvende og lærlinge i bageriet i Bramdrupdam.

Aftalen kom i stand ved, at bagermester Kaj Bonde selv efterspurgte en praktikant, hvorefter jobcentret hjalp virksomheden med at finde en egnet kandidat.

– Vi blev matchet på baggrund af, at hun er interesseret i madlavning og kager, og det har fungeret fint, selvom hun ikke har direkte erhvervserfaring på området. I sit hjemland designede hun tekstiler og gardiner, og vi kan se, at hun har flair for at dekorere, fortæller Kaj Bonde.

Kreativ sprogundervisning

Leyla kunne ikke mange danske ord, da hun begyndte hos Guldbageren. Oplæringen er overvejende foregået ved, at medarbejderne har vist, hvordan arbejdet udføres, mens de samtidig har forklaret det på dansk.

– Det har virket rigtig fint, og vi har kunnet se, hvordan hendes sprog virkelig har rykket sig under praktikforløbet, siger Kaj Bonde, der gør meget ud af at støtte op om den sproglige udvikling hos de flygtninge, der arbejder i huset.

Han har erfaret, at humor er et godt virkemiddel, og arbejdet med sproget har ofte givet nogle gode fælles grin:

– Vi havde en episode med ordet græs-kar-frø. Det forklarede vi ved at pege ud på græsset og så med fagter vise en frø, der hopper. Kar, ja det er jo det, vi laver dej i – og så har vi tilsammen ordet græskarfrø. Det ved hun med sikkerhed, hvad er nu!

Den gode indstilling fremmer succesen

Leyla faldt hurtigt til – ifølge Kaj Bonde som følge af en god indstilling fra hende selv, og fordi kollegerne har taget godt imod.

– Leyla blev inddraget i de forskellige typer opgaver i bageriet fra start, hvor hun har sat på plader, slået brød op og gået til hånde. Hun har gjort det rigtig godt, synes vi, og både hun og vi har været glade for samarbejdet, siger Kaj Bonde, der dog har måttet sige farvel til Leyla efter endt virksomhedsforløb, da hun efterfølgende fik arbejde i en anden fødevarevirksomhed i Kolding.

Chaufføren kører gerne langt efter jobbet

Lige nu har bageriet to flygtninge tilknyttet. Hamid – som er Leylas søn – er ansat i en ordinær deltidsstilling som chauffør og kører i weekenderne ud med brød til lokale butikker med brødudsalg. Det samme gør Sjenko. Kaj Bonde fik nys om, at Sjenko gerne ville være chauffør, inviterede ham ind og fik mulighed for at ansætte ham med løntilskud via Haderslev Kommune.

– Vi har ikke lært Sjenko så godt at kende endnu, men vi kan mærke, han er glad for at være her. Han kommer helt fra Haderslev i egen bil, og det viser jo, at han gerne vil arbejde, siger Kaj Bonde og fortsætter:

– Den eneste måde at komme ud på arbejdsmarkedet, det er jo at starte med at arbejde et sted. Så bliver det lettere bagefter at finde et nyt.

De skal føle, de har værdi

For Kaj Bonde er åbenhed væsentlig, og han tager som virksomhedsejer gerne del i den vigtige opgave, det er at få nytilkomne flygtninge godt integreret. Ifølge ham er den rigtige vej at gå at give flygtninge mulighed for at komme ud og deltage i hverdagen på en arbejdsplads.

– De skal ud og føle, de har værdi for nogen – at det faktisk betyder noget, at de møder op her på arbejdspladsen. Det er tilfredsstillende både for dem selv og os. De kommer ud blandt danskere og hører sproget. Måske kan de ikke så meget i starten, men det kan fint fungere, hvis man går ind i det med en positiv indstilling, siger Kaj Bonde.

Kaj Bonde er indstillet på at åbne døren for flere flygtninge, og han oplever, at der er gevinster at hente for begge parter.

– Vi får en hjælpende hånd, og de får et skub ind på arbejdsmarkedet og i det danske samfund. Det giver god mening. Jeg kan kun anbefale andre virksomheder, som overvejer at stille en plads til rådighed for en flygtning, at springe ud i det med åbent sind.

Fakta

Guldbageren Vester Nebel I/S

  • Fødevarebranchen – bageri
  • Etableret i 2007
  • Beliggende i Vester Nebel og Bramdrupdam
  • 20-49 medarbejdere
  • Indgår i partnerskabet Sammen om integration

Hent denne case i printvenlig version (pdf)

Sidst opdateret 20/12 2016
Navigation