Forside » Hvad gør andre? » Historier fra hele landet » Arla: Integrationsaftale giver ro og overblik

Arla: Integrationsaftale giver ro og overblik

En fælles aftale om virksomhedens integrationsindsats har afstemt forventninger og givet Arla ro til at skabe en god hverdag for deres praktikanter. Aftalen er kommet i hus med et udvalgt tovholderjobcenter og går på tværs af 13 kommuner.

Da Arla meldte ud, at de gerne ville tage del i integrationsopgaven og tilbyde pladser til flygtninge, fik de straks mange henvendelser fra kommuner og private aktører med tilbud om praktikanter.

– Det var lidt uoverskueligt, så vi tog fat i Aarhus Kommune for at få hjælp til at lægge en god plan for indsatsen. Løsningen blev en fælles integrationsaftale for vores driftssteder med Jobcenter Aarhus som tovholder, fortæller senior manager i Arla Foods, Susanne Andersen.

Integrationsaftale fik styr på tropperne

Sammen med Jobcenter Aarhus skitserede Arla rammen for integrationsaftalen og det fremtidige samarbejde.

– Fra start fik vi afstemt forventninger om opgaver og ansvarsfordeling. Dernæst formulerede vi i Arla en ramme for, hvilken type kandidater vi kan tage ind, og hvilke typer forløb vi kan tilbyde. De informationer sendte Jobcenter Aarhus så ud til alle andre involverede jobcentre, som står for at pre-screene kandidatprofiler og som har den lokale dag-til-dag kontakt med vores driftssteder. Fra hovedkontoret kan vi løbende følge op på forløbene sammen med Jobcenter Aarhus, forklarer Susanne Andersen, og fortsætter:

– Vi har driftssteder mange steder i landet, og det har været godt at få en samlet aftale på tværs af kommunegrænserne i stedet for at skulle forholde sig til mange forskellige aftaler. Det letter os administrativt og sikrer, at alle kender rammen, vi arbejder ud fra i vores integrationsindsats.

Praktikanter på Arlas hovedkontor i Aarhus

Gennem integrationsaftalen har Arla fundet flere gode kandidater til hovedkontoret i Aarhus.

– Lige nu har vi på hovedkontoret to i praktik og én i løntilskud. Marjan Navi fra Iran er ansat i løntilskud hos en af vores underleverandører, og Husam Ejle og Marouf Almalis er vores to praktikanter fra Syrien. Marouf blev matchet med en af vores kvalitetsafdelinger, og Husam, som er uddannet fotojournalist, arbejder sammen med vores freelancefotograf, siger Susanne Andersen og fortsætter:

– Vores praktikanter bliver placeret alt efter uddannelse og tidligere jobs, og ufaglærte kandidater får ofte mulighed for at prøve lidt forskellige ting af, for eksempel vedligehold, værksted eller rengøring. Det giver dem måske en idé om, hvilken retning de vil gå efter praktikforløbet. På den måde får de også praktisk erfaring med, hvordan hverdagen fungerer på en dansk arbejdsplads.

En god velkomst og en god 'buddy'

Inden Arla åbnede dørene for praktikanter, arrangerede de en uddannelsesdag med foreningen Nydansker, som forberedte ledere og medarbejdere på potentielle kulturelle og sproglige udfordringer i mødet med deres nye kolleger og gav gode råd til, hvordan de bedst tog imod dem. Af det møde udsprang blandet andet Arlas buddy-koncept, 'flygtningeguides', som sikrer, at der er en guide, på de lokationer, der modtager praktikanter.

– Det er vigtigt, at man som nyankommet har en kontaktperson, man kan gå til med spørgsmål, og som får én til at føle sig godt tilpas. Alle praktikanter har derfor en guide, som tager dem med ned til frokost og inkluderer dem i afdelingens sociale samvær. Selvom man for eksempel faster af religiøse årsager, skal man stadig inviteres med til fredagsrundstykker, så man er en del af det sociale, forklarer Susanne Andersen og slutter:

– Det er berigende at være med til at give mennesker en god start. Det har også været en øjenåbner for mange danske kolleger at få sat et ansigt på de historier, man hører om i nyhederne. For det er jo helt anderledes, når man møder mennesket bagved.

Gode råd

  • Vær tydelig. Få afstemt forventninger med nye praktikanter og danske kolleger, så alle ved, hvad de skal gøre for at få tingene til at glide
  • Få en klar aftale i hus med jobcentret og skab god kontakt med jeres kontaktperson. Det er især vigtigt for nye spillere på området, for man mister nemt overblikket i processen
  • Vær åben, nysgerrig og interesseret

Fakta

Arla

  • Branche: Fødevareproduktion – mejeriprodukter
  • Andelsselskab, hovedkvarter i Aarhus
  • Ca. 20.000 ansatte fordelt på mere end 40 lande
  • Er med i 'Sammen om integration'

Hent denne case i printvenlig version (pdf)

Sidst opdateret 20/12 2016
Navigation